Da Theodor Hvidt var fem år gammel, fortalte han sin mor, at han ville spille tuba. Hvor idéen kom fra, er der ingen, der ved – men ni år gammel stod han klar i Sønderborg Garden, klar til at tage de første skridt mod en karriere, der skulle bringe ham langt.

Fra garden gik vejen over Orkesterefterskolen og MGK i Sønderborg til en plads i Søværnets Tamburkorps. Men lysten til at fordybe sig i musikken trak, og da han efter sin optagelsesprøve på konservatoriet både fik en god karakter og ros fra lærerne, vidste han, at han var på rette vej.

Siden da har han etableret sig som en alsidig musiker og har optrådt med bl.a. Copenhagen Phil, Livgardens Musikkorps og Prinsens Musikkorps. Han har en særlig kærlighed til kammermusikken, hvor sammenspillet og det fælles musikalske sprog er i centrum. Derfor var det også et heldigt tilfælde, da han kort før studiestart blev spottet af en af North Atlantic Brass’ medlemmer med sin tuba på ryggen – og på stedet blev inviteret til at spille med i kvintetten.

Med sin varme klang og intuitive musikalitet har Theodor været en uundværlig del af ensemblet og bidraget til kvintettens succes, senest med en førstepris ved Ryan Anthony Memorial Competition i 2024.

For Theodor er det at skabe musik noget, man gør i fællesskab. Han elsker at mærke energien i en koncertsal, hvor musikken opstår i nuet – og han har oplevet, hvordan det kan føles at være en rockstjerne i den klassiske musikverden. Efter finalen i Los Angeles blev han og hans kolleger genkendt på gaden, folk kom op for at hilse, og nogle bad endda om billeder. En surrealistisk oplevelse i en verden, hvor den slags sjældent sker.

Når han ikke spiller tuba, drømmer Theodor måske om at vende tilbage til livet på vandet. Han har tidligere ejet en båd med nogle venner, men som han selv siger, var de alle sammen kunstnere og humanister, hvilket ikke ligefrem gjorde bådvedligeholdelse til deres stærkeste side.

Indtil videre er det dog musikken, der styrer kursen. Og når han træder ind på scenen med North Atlantic Brass, er det med en følelse af at være lige præcis dér, hvor han hører hjemme.